Maya Elisabeth Bech

Af Maya Elisabeth Bech

Lysstofrørenes kolde lys skinner i det lille kælderlokale. Folk kommer ind, nogle i par, andre alene. Armene over kors, sammenbidte ansigtsudtryk, skuldrene ved ørene. ”Nå, det var godt nok noget af en vind, hva’?”, siger en, mens han snører sine turkisfarvede All Star sneakers. ”Det har du ret i, ja”, siger en anden, mens han putter sin nystrøgne, lyserøde skjorte endnu længere ned i bukserne.

Stilethæle rammer det gamle trægulv og giver ekko. Lyden bevæger sig hen mod væggene, der er dækkede af sorte gardiner. Kvinden på hælene trækker gardinerne fra, som gemmer en masse spejle. ”Huskede du at købe kylling?”, spørger en kvinde sin mand. Han ryster på hovedet. En sætter musik på. Michael Jackson med cubanske clavesrytmer vælter ud af de dårlige højtalere.

Ligeså snart folk hører tonerne, bevæger de sig ud på dansegulvet. ”Rundt med damen, rundt med damen, smil til manden, rundt med damen,” råber danselæren Diana Meldgaard, og der er ikke mere snak om modvind og kylling. Nu er det tid til salsa på Gøglerskolen.

Salsa er sovs

Gøglerskolen ligger i Århus centrum, og dens lokaler benyttes af forskellige dansehold. Om aftenen er det de latinamerikanske kærlighedsdanse, der undervises i, og salsa er på programmet hver mandag og onsdag.

Salsa er en blanding af en masse forskellige danse – salsa betyder sovs, en blanding af forskellige ingredienser. Dianas hold er fyldt med forskellige mennesker, både par og singler, unge og gamle, velhavende og fattige. Men ligeså snart, musikken begynder, så lægger man ikke mærke til, hvor de kommer fra, men hvad de kommer med. Om de kan de seneste trin. Og om de er kvinder eller mænd.

Krydderi til forholdet

Alle danseparrene står i en stor cirkel. Hvert 3. minut bevæger mændene sig en gang med uret og byder den næste kvinde op. Nogle par griner og pjatter, mens de danser. Andre er meget koncentrerede, alt imens danselærer Diana går rundt, retter, roser, viser, griner og danser.

”Det fedeste ved at danse salsa er, at man for lov til røre mange forskellige kvinder. Man skal faktisk,” griner Rene Lykkeskov.

Han er 47 år, og han startede med at danse salsa med sin kone, Lise Rich, for 4 år siden. Lise ryster på hovedet og griner af ham. For ægteparret er salsa en måde, hvorpå man kan lave noget sammen, der ikke omhandler almindelige hverdagsting. De har begge to nogle roller i dansen, som de ikke er vant til. Så ser de på hinanden med andre øjne, og det giver lidt ekstra krydderi i forholdet. Derudover er de glade for, at de får et pusterum fra hverdagen, da de begge arbejder meget.

Pardans alene

På holdet findes også mennesker, der møder op til pardans alene. Nogle for at lære andre mennesker at kende. Andre for at lære at danse. Og andre igen for at få et eksotisk frikvarter og afslapning i hverdagen.

Jens Jakob Passe, 52, startede alene til salsa for 3 år siden. Han elsker at danse, og for ham er salsa en måde at afkoble på. Han er psykolog og siger, at det nogle gange kan være svært at parkere de selvmordstruende og depressive samtaler på arbejdet, men når han danser salsa, så er de langt væk. Han føler, at der er noget teater i dansen. Det er det, der får folk til at slappe af, tror han.

”Jeg føler mig ikke feminin, når jeg danser salsa. Manden har jo sin rolle, og det har damen også. Som mand skal man sørge for, at damens grænser ikke bliver overtrådt, men også, at hun ikke keder sig”, siger Jens Jakob.

Jens Jakob smiler, og det er han ikke den eneste, der gør. Alle smiler og sveder efter 1,5 times snurreture, hoftesving og dansefatninger, og nu er folks skuldre tættere på jorden.

“Salsa er godt for krop og hoved. Man tænker ikke, når man danser. Man danser bare”.

 

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at mange forskellige mennesker går til salsa på Gøglerskolen af forskellige grunde, men at de kan lide rollerne i dansen, og at det er afstressende

Tegn: 3940

 

Den cubanske dans salsa har for alvor slået igennem i den vestlige verden. Danskerne nyder at svinge hofterne og tage plads i de roller, der er i dansen. Nogle bruger salsaen til at møde nye mennesker, nogle for at slappe af, mens andre starter som par, for at krydre forholdet

Af Maya Elisabeth Bech

Lysstofrørenes kolde lys skinner i det lille kælderlokale. Folk kommer ind, nogle i par, andre alene. Med armene over kors, sammenbidte ansigtsudtryk, skuldrene ved ørene. ”Nå, det var godt nok noget af en vind, hva’?”, siger en, mens han snører sine turkisfarvede All Star sneakers. ”Det har du ret i, ja”, siger en anden, mens han putter sin nystrøgede, lyserøde skjorte endnu længere ned i bukserne.

Stilethæle rammer det bonede, gamle trægulv og giver ekko. Lyden bevæger sig hen mod væggene, der er dækkede af sorte gardiner. Kvinden på hælene trækker gardinerne fra og afslører en masse spejle. ”Huskede du at købe kylling?”, spørger en kvinde sin mand. Han ryster på hovedet. En sætter musik på. Michael Jackson med cubanske clavesrytmer vælter ud af de dårlige højtalere.

Ligeså snart folk hører tonerne, bevæger de sig ud på dansegulvet. ”Rundt med damen, rundt med damen, smil til manden, rundt med damen,” siger danselæren Diana Meldgaard. Der ikke mere snak om modvind og kylling. Nu er det tid til salsa på Gøglerskolen, også kendt som den gamle chokoladefabrik.

Salsa er sovs

Gøglerskolen ligger i Århus centrum, og dens lokaler benyttes af forskellige dansehold. Om aftenen er det de latinamerikanske kærlighedsdanse, der undervises i, og salsa er på programmet hver mandag og onsdag.

Salsa er en blanding af en masse forskellige danse – salsa betyder sovs, som også betyder ”en blanding af forskellige ingredienser”. Dianas hold er fyldt med en masse forskellige mennesker, både par og singler, unge og gamle, velhavende og fattige. Men ligeså snart, musikken begynder, så lægger man ikke mærke til, hvad de kommer fra, men hvad de kommer med. Om de kan de seneste trin. Og om de er kvinder eller mænd.

Krydderi til forholdet

Alle par står i en stor cirkel. Hvert 3. minut bevæger mændene sig en gang med uret og byder den næste kvinde op. Nogle par griner og pjatter, mens de danser. Andre er meget koncentrerede, alt imens danselærer Diana går rundt, retter, roser, viser, griner og danser.

”Det fedeste ved at danse salsa er, at man for lov til røre mange forskellige kvinder. Man skal faktisk,” griner Rene Lykkeskov.

Han er 47 år, og han startede med at danse salsa med sin kone, Lise Rich, for 4 år siden. Lise ryster på hovedet og griner af ham. For ægteparret er salsa en måde, hvorpå man kan lave noget sammen, der ikke omhandler almindelige hverdagsting. De har begge to nogle roller i dansen, som de ikke er vant til. Så ser de på hinanden med andre øjne, og det giver lidt ekstra krydderi i forholdet. Derudover er de glade for, at de får et pusterum, da de begge arbejder meget.

Pardans alene

På holdet findes også mennesker, der går til dans alene. Nogle for at lære andre mennesker at kende. Andre for at lære at danse. Og andre igen for at få et eksotisk frikvarter og afslapning i hverdagen.

Jens Jakob Passe, 52, startede alene til salsa for 3 år siden. Han elsker at danse, og for ham er salsa en måde at afkoble på. Han arbejder som psykolog og siger, at det nogle gange godt kan være svært at parkere de selvmordstruende og depressive samtaler på arbejdet, men når han danser salsa, så er de langt væk. Han føler, at der er noget teater i dansen. Det er det, der får folk til at slappe af, tror han.

”Jeg føler mig ikke feminin, når jeg danser salsa. Manden har jo sin rolle, og det har damen også. Som mand skal man sørge for, at damens grænser ikke bliver overtrådt, men også, at hun ikke keder sig”, siger Jens Jakob.

Jens Jakob smiler, og det er han ikke den eneste, der gør. Alle smiler og sveder efter 1,5 times snurreture, hoftesving og dansefatninger, og nu er folks skuldre tættere på jorden.

“Salsa er godt for krop og hoved. Man tænker ikke, når man danser. Man danser bare”.

 

 

 

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at mange forskellige mennesker går til salsa på Gøglerskolen af forskellige grunde, men at de kan lide rollerne i dansen, og at det er afstressende

Antal tegn: 4002

I baglokalet til trommebutikken Drum City på Gammel Munkegade i Aarhus sidder Joakim Treinvig. Her er trommer fra gulv til loft, en væg fuld af forskellige trommestikker, en anden væg proppet med bækkener. Stedet er fyldt med trommenørder. Joakim er selv en sådan nørd, og han ejer butikken.

”Jeg er en passioneret trommeelsker. En passioneret trommeentusiast”.

I det rette element

Lige siden Joakim var 12 år og fik sit første, brugte trommesæt, har han haft lysten til at spille trommer. Han spillede sammen med sin tvillingebror, brugte tre gange fire timer om ugen på at øve, drømte om en karriere og hang ud i den samme trommebutik, som han ejer i dag. I dag spiller han ikke ligeså meget. I stedet bruger han sin tid på at arbejde.

Da Joakim for 10 år siden besluttede sig for at købe butikken Drum City, var det ikke en drøm, han havde haft længe. Men da han er uddannet købmand, er trommeentusiast og alternativet var, at en stor kæde ville opkøbe butikken, slog han til.

”Det her med at have trommer mellem hænderne i stedet for sødmælk og sukker – det er ret fedt, når nu man er musiker og købmand,” siger han om sit arbejde, ”jeg er i mit rette element, og jeg føler mig hjemme. Jeg kan være mig selv”.

Rollen i baggrunden

Joakim er i sit rette element både i butikken og i musikken. Han fortæller, at trommeslagerens rolle er den, der holder styr på det hele. Trommerne skal være der for de andre instrumenter. Men det er ikke nødvendigvis trommerne, Joakim lægger mest mærke til i musikken.

”Jeg er ikke sådan en slags trommeslager, der kun lytter til trommerne. Jeg lytter til musikken som helhed,” siger han. ”Trommerne skal folde sig ud i baggrunden og holde takten”.

Og det gør Joakim – også i butikken. Han sætter en stor ære i at behandle kunder godt, og han prøver at gøre Drum City til et sted, man hænger ud og føler sig velkommen. Og nogle gange arbejder han fra ti til fire – om natten, altså. Han er dedikeret.

Hør Joakim fortælle om bækkenets rolle for musikken og kunder

Alle har et talent

Drengedrømmen om at blive professionel trommeslager levede ikke længe – den blev utiltrækkende for ham. Han prioriterede en uddannelse som købmand, venner og kærester højere. Han fandt, at ved at kombinere købmanden og trommeslageren inden i ham, så kunne han arbejde med sin passion hver dag.

”Jeg tror, at vi alle sammen et eller andet sted har et talent. Jeg har haft et talent bag trommerne,” siger han, ”men jeg har arbejdet her længe, og på et tidspunkt tog arbejdet mere over, end trommerne gjorde. Jeg fandt ud af, at jeg brændte for begge ting. Så derfor er jeg endt her, hvor jeg er i dag”.

Og det er Joakim glad for. Han elsker at møde alle de mennesker i sin butik, der brænder for det samme som han: rytmen i musikken. Han tror aldrig, han vil stoppe med at spille trommer. Og han fortsætter som købmand, til han ikke kan mere. Joakim holder takten, og det vil han gøre resten af sit liv.

Sanne er i hjertet en ægte storbypige, men i virkeligheden er hun flygtet fra det såkaldte Udkantsdanmark. Hun bor nu i Aarhus og drømmer om udlandet

Af Maya Elisabeth Bech

20-årige Sanne Okholm Ravn er fra en lille by, Gjedstedbro, som ligger 10 kilometer udenfor Ribe i Sydvestjylland. Hun er lige flyttet til Aarhus. Hun er tiltrukket af storbylivet, og for hende kan en by ikke blive for stor.

”Jeg har faktisk altid helst ville bo i København, fordi jeg rigtig godt kan lide metropollivet, men jeg har altid følt, at Aarhus er en dejlig by,” siger Sanne.

Og København har været inde i billedet. Sanne overvejede at tage en uddannelse i hovedstaden, men valget faldt på Aarhus, da hun kom ind på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Behov for forandring

Sanne flyttede til Aarhus for 10 dage siden. En grund til, hun flyttede, var uddannelsen. Men en anden grund var behovet for forandring.

”Jeg har hele mit liv boet i en lille by, så jeg har brug for noget forandring. Gjedstedbro er bare ikke nok, ” siger hun.

Frygt for at sidde fast

Sanne er glad for at være flyttet – og flygtet. Flygtet fra en frygt for at komme til at sidde fast, sådan som hun mener, at menneskene gør derhjemme:

”Mange af de mennesker, der bor der, hvor jeg kommer fra, er sådan nogle provinsmennesker, der ikke kommer videre. Jeg ved godt, det lyder lidt stridt. Men de bliver i området, får børn når de er 22, og det er så bare resten af deres liv. Jeg er bange for at ende som sådan et provinsmenneske”.

Hør Sanne fortælle om, hvorfor hun er bange for at ende i Gjedstedbro

Faktisk er det eneste, Sanne savner ved Gjedstedbro, familien og et par venner.

Drømmen om udlandet

I stedet har Sanne kastet sin kærlighed på storbylivet. Og som hun selv betegner det, har det noget at gøre med spændingen, cafélivet, gode transportmuligheder, at der generelt er flere unge mennesker, og at det er nemmere at møde nye mennesker.

Og det med at møde nye mennesker, det er lige Sanne. Forrige år rejste hun meget, og her mødte hun mange nye mennesker. Hun elskede det. Derfor ser hun ikke sig selv i Aarhus resten af sit liv. Hun drømmer om, hvis mulighederne er der, at arbejde i udlandet, men hun ved ikke præcist hvor. Men en ting er sikkert: det bliver ikke Gjedstedbro.

Af Maya Elisabeth Bech

20-årige Sanne er i hjertet en ægte storbypige, men i virkeligheden er hun en flygtning fra det såkaldte Udkantsdanmark. Hun bor nu i Aarhus og drømmer om det store udland

Sanne Okholm Ravn er fra en forstad til den lille by, Gjedstedbro, som ligger 10 kilometer udenfor Ribe i Sydvestjylland. Hun er lige flyttet til Aarhus. Hun er i den grad tiltrukket af storbylivet, og for hende kan det næsten ikke blive for stort. ”Jeg har faktisk altid helst ville bo i København, fordi jeg rigtig godt kan lide metropollivet og så videre, men jeg har altid følt, at Aarhus er en dejlig by,” siger Sanne, ”men skulle jeg vælge, ville det nok blive København”.

Behov for forandring

Sanne flyttede til Aarhus for 10 dage siden, fordi hun skulle starte på Journalisthøjskolen. Da hun kom ind i første omgang tænkte hun, ”puha, så er det ved at være nu”, og valgte Aarhus frem for København på grund af uddannelsen. Men hvorfor flyttede hun egentlig? En grund er det logistikmæssige – var hun blevet boende hjemme hos mor, ville en rejse fra Gjedstedbro til Aarhus tage 2,5 time med tog. Men det handler også i høj grad om en lyst til og et behov for forandring. ”Jeg har hele mit liv boet i en lille by, så jeg har brug for noget forandring. I og med, jeg har været ude at rejse så meget, og set hvor meget mere der er end min lille by. Gjedstedbro er bare ikke nok, ” siger hun.

Frygt for at sidde fast

Men der er flere faktorer, der spiller ind; der er nemlig også en frygt. En frygt for at sidde fast, sådan som hun opfatter menneskerne i Gjedstedbro: ”Mange af de mennesker, der bor der, hvor jeg kommer fra, er sådan nogle provinsmennesker, der ikke kommer videre. Jeg ved godt, det lyder lidt stridt. Men de bliver i området, får børn når de er 22, og det er så bare resten af deres liv. Jeg er bange for at ende som sådan et provinsmenneske. Og det tiltrækker mig ikke”. Faktisk er det eneste, Sanne savner ved Gjedstedbro, hendes familie og et par venner.

Kærlighed til storbylivet

I stedet har Sanne kastet sin kærlighed på metropollivet. Og som hun selv betegner det, har det noget at gøre med spændingen, cafélivet, mulighederne for at komme rundt rent offentligt transport-mæssigt, at der generelt er flere unge mennesker, og at det er nemmere at møde nye mennesker. Efter Sannes rejser det forrige år har hun fået blod på tanden, og hun ser ikke sig selv i Aarhus resten af hendes liv.
Hun vil, hvis mulighederne er for det, gerne arbejde i det store udland.

Aarhus overrasker

Indtil videre er det Aarhus, og som Sanne selv siger, har den overrasket. Hun har altid vidst, at det var en by med mange grønne områder, men hun havde forventet, at byen var langt mere lukket og travl. I stedet har hun fundet, at den er stille og rolig. Men det var faktisk tæt på, at hun slet ikke var flyttet. Efter glæden ved beskeden om at være kommet ind kom alt det praktiske, og noget af det, der slog Sanne mest, var, om hun kendte nogen, der boede i Aarhus. Hun havde ikke lyst til at være alene. Det var rent faktisk så vigtigt for Sanne, at hun siger, ”havde jeg ikke kendt nogen, havde jeg nok valgt at sige nej, tror jeg”. Men det gjorde hun – og Sanne flyttede.

I dag er Sanne glad for, hun flyttede. Generelt er hun meget overrasket over, hvor hurtigt hun har fundet nye venner, og hun skal flytte ind i en ny lejlighed med en god veninde d. 1. marts. Overordnet er Sanne meget tilfreds med sit liv i Aarhus indtil videre, og som hun selv siger, ”ser mit liv rigtigt lovende ud, og der er ikke noget, jeg vil ændre på”.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Privacy.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.

Mobile access: Control WordPress from your smartphone with these apps:
WordPress for Android
WordPress for iPhone/iPad
Express for WordPress, (4 USD). Only for tumblog style themes.
You need to enable mobile control for your site: Dashboard -> Settings -> Writing -> turn on XML-RPC.
Also, consider activating the WP Touch Pro plugin to automatically publish a smartphone friendly version of your site for mobile visitors: Dashboard -> Settings -> Plugins -> Activate WP Touch Pro.